Roskilde, 01/04/2025 - 10:00
Charli XCX giver igen årets Roskilde-gæster en "brat summer"
Roskilde Festival føjer navne som Tyla og Charli XCX til plakaten og er dermed snart i mål med årets program.
Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den britiske popstjerne Charli XCX indtager Roskilde Festival for andet år i træk. Også den sydafrikanske sanger Tyla, som aflyste sin koncert på festivalen i 2024, gæster Roskildes scener til sommer.
De er 2 blandt 20 navne, der tirsdag er blevet offentliggjort til årets Roskilde Festival.
"Brat summer" er et udtryk for at have en sommer, hvor man tager chancer og er modig.
Det kommer fra Charli XCX's album "Brat" fra 2024, som henviser til det engelske ord "brat", der betyder møgunge.
Albummet er blevet kaldt kompromisløst og fik stor succes, og internettet flød sidste sommer over med den neongrønne farve fra albummets cover.
Siden har hun udgivet et remixalbum ved navn "Brat and it's Completely Different but Also Still Brat", hvor kunstnere som Robyn, Billie Eilish, Lorde og Ariana Grande har bidraget.
Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, fortæller, at Charli XCX hører til blandt "tidens vigtigste stemmer med sin grænsesøgende og kompromisløse tilgang til musikken".
- I ægte Charli XCX-stil har hun allerede revolutioneret hele sit liveshow og bygget et nyt, overdådigt koncept.
Den sydafrikanske sangerinde Tyla kommer også til at synge for årets publikum på festivalen.
Det var planlagt, at Tyla skulle optræde i 2024, men sangeren aflyste sin koncert dagen inden med begrundelsen "uforudsete omstændigheder".
Tyla er blandt andet kendt for hittet "Water", der udkom i 2024. Hun optræder på Orange Scene i år.
Med de nye navne på plakaten er årets program næsten i mål.
- Programmet er tæt på at være fuldendt - men ikke helt endnu, siger Thomas Sønderby Jepsen.
Nogle af de andre nye navne, der tirsdag er føjet til plakaten, er Africa Express, Anton Westerlin, Mona Moroni og Florence Adooni.
Tidligere har festivalen offentliggjort navne som Annika, som åbner Orange scene, samt Olivia Rodrigo og Stormzy.
Roskilde Festival ligger i år på datoerne 28. juni til 5. juli.
/ritzau/